Frø er et lille kompakt højttalersystem. Frø‘s krop er en lille hidsig subwoofer, som tager sig af de dybe toner, mens resten af lyden leveres af Frøs øjne, som består af 2 satellithøjttalere.
Sådan blev Frø til
Da vi kastede os ud i at bygge Frø vidste vi ikke at det var Frø vi ville bygge. Frø er et resultat af ideudvikling og diskussion, beregninger og test af forskellige designs.
Vi startede med en snak om hvilken slags højttaler vi ville bygge. Det blev hurtigt til en snak om hvilket firma vi ville være – hvis vi altså skulle være et firma, og hvor vi passede ind i markedet
Vi blev hurtigt enige om at der var nok kedelige højttalere på markedet. Og der er også nok designhøjttalere som ser flotte ud, men ikke lyder ret godt.
Vi vil lave højttalere, som designmæssigt skiller sig ud, men som også lyder godt.
Design
Vi startede med at skitsere forskellige udtryk som højttaleren kunne have. Vi var omkring modeller som lignede blomsterbuketter, Verner Panton lamper og en håndfuld. Mens vi skitserede blev vi draget mere og mere mod de skitser som gav højttaleren noget personlighed.
Designet med ‘øjne’ virkede godt. Da der senere kom en glad mund på var vi tilfredse. En glad Frø. Det var det vi skulle lave.
Lyddesign
Før vi kastede os ud i arbejdet med at bygge en prototype skulle vi sikre os at design og lyd ville komplimentere hinanden. Hvis designet ikke var en fordel lydmæssigt, så var det ikke den rigtige vej at gå.
Vi gik derfor i gang med at beregne kabinetternes udformning og indflydelse på lyden, samt finde de optimale enheder til konstruktionen.
Efter test af forskellige tilgange til designet endte vi på en basrefleks konstruktion til subwooferen og lukkede kabinetter til satelitterne.
På trods at et lille volumen på kun 7,4 liter, så spiller Subwooferen ganske dybt og slagkraftigt. Satelitterne er baseret på nogle rigtig fine 4″ fuldtoneenheder. De spiller ikke helt så liniært i den aller øverste del af det hørbare frekvensområde, som en dedikeret diskantenhed ville gøre, men har til gengæld en styrke i at kunne levere en meget sammenhængende lyd i en meget stort del af frekvensområdet.
Forsimpling eller muligheder
Et par steder var Vitus og jeg ikke helt enige om opbygningen. Min hjerne er i mange, mange år blevet skolet i at optimere og forsimple. Så lige så snart vi havde fat i en designretning begyndte jeg at foreslå forsimplinger.
Vitus er på den anden side tilhænger af at give brugerne masser af muligheder. Han holdt derfor på at øjnene på Frø ikke skulle sidde fast, men skal kunne flyttes ud til siderne, så man kan sætte dem som man ønsker det og opnå en bedre lyd med bedre stereoperspektiv. Han var også tilhænger af at Frø skulle have en ekstern forstærker fremfor en indbygget.
Jagten på den rigtige forstærker
Til at starte med var det meningen at vi bare ville finde en god 2.1 kanals forstærker og levere dem med Frø. Vi prøvede forskellige modeller af, men vi har ikke helt tilfredse med dem. Eksempelvis var der flere af de forstærkere vi prøvede, som havde problemer med at “glemme” en Bluetooth forbindelse. Hvilket er møgirriterende, hvis man er flere i en husstand der skiftes til at bruge Frø fra deres smartphones.
Derudover var vi ikke tilfredse med mulighederne i de elektroniske delefiltre, som kom i standardforstærkerne.
Der var derfor ikke anden mulighed end at bygge en forstærker selv.
Frø får sin egen forstærker
Forstærkeren vi endte med at lave udmærker sig ved at kombinere 4 x 30 watt forstærker med en digital signal processor og et bluetooth board.
- Det gjorde det muligt for os at bygge en forstærker som passer præcist til Frø.
- Vi har kunnet opsætte elektronisk delefilter præcis som vi vil og matche det perfekt til enhederne.
- Vi har opsat en parametrisk equalizer, som gør lyden fra fuldtone-enhederne endnu bedre, ved at udjævne nogle få af enhedernes unoder.
- Vi har lavet en fysisk reset bluetooth knap, så det er nemt at koble Frø til nye smartphones.
- Og endelig har vi tilføjet automatisk bas-boost til Frø (Vores hørelse fungerer sådan at når man spiller ved lav volumen, så kan det virke som om der mangler bas. Det løses ved at vi gradvist booster bassen i Frø op til 6db når der skrues ned for inputsignalet. Skrues der op for inputsignalet, så reduceres bassboosten).
Alliance med en møbelsnedker
Efter at have bygget den første prototype af Frø stod det klart for os at vi er stærkere på design og prototyping end vi er på snedkeropgaverne.
Derfor satte vi os for at finde en samarbejdspartner, som kan producere kabinetterne for os efter vi har bygget, test og justeret på en prototype.
Det var ikke så svært at finde gode bud på en samarbejdspartner, men det skulle vise sig at være ret svært at finde et tidspunkter vi kunne holde møder. Vi kunne først lægge møder når Vitus havde fri fra skole, og det er lige deromkring flere af snedkerfirmaerne lukker.
Men vi fik nogle aftaler i kalenderen og vi har nu en aftale med et lokalt firma med fokus på bæredygtig produktion, som skal lave kabinetterne til Frø.
Vi præsenterer Frø
Og her er den så. Prototypen på Højttalersystemet Frø (den rigtige version får pænere og mere jævn maling/lak).
En glad frø optimeret til at levere behagelig lyd.
Specs:
Frø’s øjne består af 2 x 4″ fuldtone enheder, som tager sig at mellemtone og diskant, mens kroppen består af en hidsig 7,4 liters subwoofer, som tager sig kærligt af de dybe toner under 120hz.
Det hele drives af en klasse D forstærker med indbygget elektronisk delefilter, samt Bluetooth modtager, så musik kan sendes trådløst fra mobilen. Der er også en analog indgang hvis man er mere til vinyl.
Vil du selv eje en Frø?
Frø i versionen med ekstern forstærker koster 4999 kr. for Frø og 1999 kr. for den tilhørende 2.1 forstærker.
Frø med indbygget forstærker koster 5999 kr.
Du kan købe Frø her: https://berlinerlyd.com/vare/frog/