Vi er begyndt at få henvendelser fra folk som selv har rodet med højttalerbyggeri. Nogle for lang tid tilbage, andre som er i gang med det lige nu. Især har vores seneste byg (de gule “Open baffle” højttalere) givet anledning til kommentarer og spørgsmål – og før det var det vores Exciter højttalere som affødte flest snakke. Det skyldes nok at begge højttalere bygger på principper, som afviger fra den type højttalere, som man normalt ser i butikkerne. Så her kommer en lille oversigt over de højttalertyper vi har kastet os ud i eller planlagt.
Frøen – Fuldtoner og basrefleks
Den første højttaler vi byggede var vores Frø. Øjene i Frø består hver af en fuldtoneenhed, dvs. en højttalerenhed som skal spille så meget af det hørbare frekvensområde som muligt. Det er ret svært at få en højttalerenhed til både at spille god bas og diskant. Derfor designede vi Frø med en Subwoofer, som kunne tage over og spille de dybe toner.

De 2 “øjne” i Frø er bygget i lukkede kabinetter, mens subwooferen er bygget efter basrefleks princippet. Dvs. kabinettet ikke er helt lukket, men har en basrefleksport, som lyden fra bagsiden af basenheden kan sendes ud igennem. Hvis kabinettet er den rigtige størrelse, porten er den rigtige længde og diameter, så kan man få lyden fra basrefleksporten til at hjælpe basenheden med at nå lidt dybere ned i frekvensområdet ved at løfte basniveauet lige der hvor enheden begynder at “rulle af”. Udfordringen ved en basreflekskonstruktion er at jo mindre kabinettet er, jo længere basrefleksrør er der som regel brug for, og det kan være ret svært at få plads til. Derfor kan det være svært at få en masse god bas fra en lille højttaler. I Frø har vi gjort subwooferen så lille som vi kunne. Tradeoff’et er at hvis man spiller højt, så kan man godt opleve en lille smule “chuffing”, som opstår når luften presses ud igennem et basrefleksrør med lille diameter.
Exciter højttalerne
Efter Frø kastede vi os over Excitere. En Exciter er en slags højttalerenhed uden membran. Den lille exciter sender i stedet lyden ind i den flade man monterer den på. Den skaber derved vibrationer i materialet, som sendes ud i rummet. Lidt ligesom en akustisk guitar.

For at det kan skabe lydkvalitet der kan bruges til musik er det helt afgørende at finde det rigtige materiale. Det skal både være ret stift, men samtidig meget let, og så må det gerne have en rimeligt stor overflade.
Vi testede forskellige materialer og kom frem til at XPS skum var ret godt. Det er en slags flamingo, men med meget tættere struktur (som man fx også kan slibe på). Man bruger blandt andet XPS skum til gulvisolering.
Selvom der er folk på youtube der hævder at de har bygget verdens bedste højttaler af XPS og exciters, så stod det ret hurtigt klart for os at højttalere af denne type skal have en hel del hjælp fra en DSP/equaliser.
Vores setup endte derfor med at bestå at 2 stk XPS plader med exciters på, en subwoofer, samt en digital signal processor, som sørgede for at kompensere for mange af de uhensigtsmæssigheder exciter/xps skummet giver.
Beo – smartspeakeren – Basrekleks
Den næste højttaler vi lavede var en Bluetooth højttaler baseret på et gammelt B&O højttalerkabinet fra 60’erne. Den oprindelige B&O højttaler havde et lukket kabinet. Det ændrede vi til et basrefleks kabinet. Fremfor at bruge en fuldtoneenhed, så lavede vi en 2 vejs konstruktion, hvor der bruges seperat basenhed og diskantenhed. Vi deler ved ca. 3000hz. Kabinettet i Beo højttaleren er større end frø (ca. 14 liter mod Frø’s ca. 7 liter), så her kunne vi bruge en bredere basrefleksport og rammer på den måde en god kombination af rigtig fin bas/mellemtone og en meget liniær og behagelig diskant.

Open Baffle
Open baffle er en højttalertype hvor man ikke har et lukket eller basreflekskabinet, i stedet har man en plade i en bredde, som er tilstrækkelig stor til at kunne adskille de lydbølger der udsendes fra fronten af højttaleren og de lydbølger der udsendes fra bagsiden af højttaleren. Hvis det konstrueres rigtigt og højttalerne placeres rigtigt i rummet, så kan man opnå en meget “stor” og “åben” lyd, som er en kombination af lyden der sendes fremad og lyden som reflekteres fra rummets overflader.
Udfordringen er – igen – mest centreret omkring bassen. De dybe lydbølger er længere end de høje og derfor bliver det hurtigt en udfordring at få god bas – med mindre man har en meget stor frontplade – og nogle meget store højttalerenheder. Open baffle entusiater ender derfor ofte med nogle kæmpestore højttalere med 12-15 tommer enheder og lidt hjælp fra en seperat diskant. Vi var mere interesserede i at lave en Open baffle højttaler, som godt kunne stå i et almindeligt hjem. Derfor får vores version af open baflle hjælp af en ganske stor subwoofer. Subwooferen er lavet med en “downfiring” basenhed, som gør at sub’en med en pude på kan bruges som en bænk.

Derudover kan nogle af de enheder som er egnet til Open baflle højttalere nogle gange være lidt hårde i den øvre mellemtone. Det kan man forsøge at løse med rørforstærkere, nogle “open baffle step” passive delefilter komponenter og en lille smule woodoo. Vi valgte den lidt mere moderne tilgang og fikser det med lidt EQ fra vores egen forstærker med indbygget DSP fra Analog Devices.
Hvad bliver det næste?
Vi er i gang med et par forstærkere. Vi skal selvfølgelig også have kigget på kompressionsdrivere og horn, og så er Vitus lige nu i gang med at rode med Raspberry Pi, som man kan få en masse spændende DAC og DSP moduler til. Det skal nok blive sjovt.